IT Relation-koncernen køber svenske Emineo og skaber førende nordisk aktør ved sammenlægning med Miracle42
01.02.2021
Med investeringen i Sveriges førende Oracle-specialister bliver IT Relation-koncernen blandt de største aktører i Norden med 60 dedikerede databaseeksperter i Sverige og Danmark.
Emineo blev etableret i 2005 og har 22 medarbejdere, hvoraf 17 er dedikerede databaseeksperter, der fokuserer på Oracle og MySQL. Virksomheden leverer databasedrift og licensstyring på serviceaftale samt højtspecialiserede konsulentydelser og skabte i regnskabsåret 2019/20 en omsætning på SEK 36 mio. og et driftsresultat (EBITDA) på SEK 8 mio. Emineo er certificeret Oracle audit compliance partner.
Emineo er beliggende i Stockholm og vil fortsat agere som selvstændig virksomhed under eget navn efter sammenlægningen med Miracle42, der er anerkendt og blandt de førende i Danmark inden for specialerne: Managed database (DBA) services, DBA consulting og test management samt applikationshosting, -drift og -support. Sammenlægningen skaber en førende nordisk Oracle-aktør med 120 medarbejdere og 60 dedikerede databaseeksperter i forretningsområdet Professional Services.
”Vi udvider vores forretning markant med de erfarne eksperter i Emineo, som vi har stor respekt for og ser meget frem til at samarbejde med om at accelerere væksten i de kommende år. Sammen står Emineo og Miracle42 stærkt i Norden, og vi får mulighed for at udnytte stordriftsfordele og dække et langt bredere marked end hver for sig,” siger Steen Knudsen, administrerende direktør i Miracle42.
Efter udvidelsen har IT Relation-koncernen 750 medarbejdere på 12 lokationer i Danmark og Sverige med aktiviteter i virksomhederne IT Relation, Mentor IT, Sotea, Improsec, Miracle42 og Emineo. Koncernen har en førende markedsposition i Danmark med de fire forretningsområder Cloud Services, Business Solutions, Professional Services og Cyber Security Services, som selskaberne dækker.
”Vi ser frem til at videreudvikle Emineo i tæt samarbejde med vores nye kollegaer i Miracle42 og hele IT Relation-koncernen, som deler vores syn på de gode vækstmuligheder i vores fælles marked i både Danmark og Sverige. Vi får adgang til en stærk organisation og økonomiske muskler, som gør det muligt at fastholde vores dybe ekspertise og samtidig udvide forretningen til beslægtede områder, hvor det giver rigtig god mening for vores kunder,” siger Ove G Jonsson, stifter og CEO i Emineo.
Kunder og medarbejdere i Emineo vil ikke opleve ændringer som følge af overtagelsen. Kundeforhold og kontrakter fortsætter uændret, og kunderne vil fortsat blive betjent af de samme specialister. Emineos daglige ledelse – Ove G Jonsson (CEO og stifter), Rickard Waldenfeldt (CTO og stifter), Joakim Wenberg (CSO og stifter) og Michael Grundström (COO) – fortsætter i deres nuværende stillinger og investerer samtidig i IT Relation-koncernen.
”Emineo er en stærk tilføjelse til IT Relation-familien og et perfekt match med vores dygtige kollegaer i Miracle42. Vi glæder os over at udvide familien og skabe en af de absolut førende spillere i Norden i et spændende nichemarked, mens vi samtidig tager det første skridt uden for vores danske hjemmebane. Med købet af Emineo indtræder vi på det svenske marked inden for Professional Services, og vi har appetit på at udvide yderligere øst for Øresund,” siger Henrik Kastbjerg, CEO i IT Relation-koncernen.
Parterne har aftalt ikke at oplyse købsprisen.
IT Relation Holding
CEO Henrik Kastbjerg, tlf. + 45 2069 6700
Miracle42
CEO Steen Knudsen, tlf. +45 4060 7899
Emineo
CEO og stifter Ove G Jonsson, tlf. + 46 (0) 708 644 728
Om Emineo:
Emineo blev etableret i 2005 og er Sveriges førende leverandører inden for Oracle-databaser med dybe kompetencer inden for databaseadministration, fysisk og logisk databasedesign, installation og drift, projektledelse, kvalitetssikring, backup og gendannelse mv. Virksomheden er beliggende i Stockholm og har 22 medarbejdere, hvoraf 17 er dedikerede databaseeksperter, der fokuserer på Oracle og MySQL. Emineo er certificeret Oracle-partner og leverer databasedrift og licensstyring på serviceaftale samt højtspecialiserede konsulentydelser.
Om IT Relation-koncernen:
IT Relation-koncernen er på få år vokset fra en stærk regional aktør til den førende danske leverandør af it-outsourcing services til den private og offentlige sektor. Således er IT Relation-koncernen i dag solidt repræsenteret på 12 lokationer i Danmark og i Sverige. Koncernen beskæftiger aktuelt omkring 750 medarbejdere med aktiviteter i virksomhederne IT Relation, Mentor IT, Sotea, Improsec, Miracle42 og Emineo. Koncernen har en førende markedsposition i Danmark med de fire forretningsområder Cloud Services, Business Solutions, Professional Services og Cyber Security Services.